Den røde by
Kirkebjerg er et gammelt industrikvarter med en spændende historie og et bevaringsværdigt arkitektonisk særpræg.
Navnet, Den røde by, kommer af de røde mursten, der var karakteristisk for det gamle industrikvarter. De røde mursten vil også være et gennemgående materiale i det nye Kirkebjerg, og sammen med flere fredede bygninger vil de bygge bro mellem fortid og nutid.
Jorden omkring Kirkebjerggård
Jorden i det nordøstlige Brøndbyvester på grænsen til Glostrup tilhørte oprindeligt de to gårde Glosemosegård og Kirkebjerggård, der blev tildelt jorden i 1700-tallet. Kirkebjerggård lå, hvor det nuværende Kirkebjerg Torv ligger nu.
Fra 1800-tallet blevet jorden udstykket til mindre landejendomme og gartnerier, og særligt gartnerier var en stor del af området helt frem til efterkrigstiden.
De første planer om industri
Omkring 1. Verdenskrig var Glostrup for alvor begyndt at udvikle sig som handelsby, og som nabo til Glostrup Station var Kirkebjerg meget interessant for aktørerne i området. Der blev anlagt et sidespor fra Roskildebanen, men på grund af dårlig økonomi blev industriudviklingen sat på pause umiddelbart efter.
I 1930 kom planerne i gang igen, da det blev besluttet at anlægge en ringvej omkring København, og her var det ideelt at lægge den forbi Kirkebjerg og det allerede anlagte sidespor.
Industrikvarteret opføres med Marshallplanen
Brøndby Kommune vedtog i 1945 den første byplanvedtægt, der lagde grunden for etableringen af Kirkebjerg Industrikvarter. Det var et af de første industrikvarterer i Danmark bygget med Marshallplanen; et amerikansk hjælpeprogram, der skulle støtte genopbygningen af Europa efter 2. Verdenskrig.
Flere virksomheder indenfor industrier som metal, mekanik og elektronik slog sig ned i årene efter krigen, men det var især Larsen & Nielsen Betonelementfabrik og Clöettas Chokoladefabrik, der satte Kirkebjerg på landkortet.
Begge virksomheder er en stor del af Danmarks industrihistorie og var førende indenfor hver deres område. Fx var chokoladefabrikken dengang ”Nordens mest moderne chokoladefabrik.”
Kirkebjergs industrihistorie er vigtig for områdets identitet og sjæl, og du kan være med til at skrive de nye sider af Kirkebjergs historiebøger.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og følg med på vores Facebook-side, hvor vi deler nyheder og historier fra Kirkebjerg.