Byerne omkring Kirkebjerg

Når du flytter ind i Kirkebjerg, bliver du en del af det centrale Vestegnen. Et område med en spændende historie, hvor du bliver en del af et helt specielt fællesskab. Vestegnen består af otte byer, der alle bridrager til den gode fortælling, og som alle ligger en kort cykeltur fra Kirkebjerg. Vi har her samlet lidt inspiration til et besøg i en af de dine fremtidige nabobyer.

Brøndby

Kirkebjerg er placeret i Brøndby, der er en by med kant og kontraster. Her finder du grønne områder og urbane miljøer, der giver byen en helt speciel stemning. Byen bygger på fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur med Brøndby Hallen og Brøndby Stadion som flagskibe. Brøndby værner om deres kulturliv, og hvert år i oktober kan du opleve Brøndby Kulturnat med kulturoplevelser for børn og voksne.

Glostrup - 1,8 km.

Kirkebjerg er beliggende på grænsen til Glostrup, og her er plads til at få luft under vingerne i en af de mange parker med legepladser og træningspavilloner. Tag en gåtur omkring søerne, og nyd det varierede dyre- og planteliv med en god kop kaffe. I Kirkebjerg er du kun 10 minutters gang fra Glostrup Station og Glostrup Shoppingcenter, og lidt længere nede ad vejen ligger Glostrup Bio, hvor du kan nyde en god film med familie eller venner.

Hvidovre - 8,5 km.

Hvidovre har mange familievenlige oplevelser hele året rundt; du kan bl.a. besøge museer, tage til koncerter eller se teater. Et af årets højdepunkter er Hvidovre Teaterfestival. En festival, hvor du og din familie kan opleve dansk børne- og ungdomsteater med hyggelige fortællinger og sjove karakterer. Cykelturen tager 24 minutter fra Kirkebjerg, og Hvidovre Station ligger kun tre stop fra Glostrup Station.

Rødovre - 6 km.

I Rødovre finder du masser af oplevelser for alle aldre. En af de mere specielle oplevelser er Rødovres motocrossbane, hvor unge og gamle kan få lov til at brænde lidt benzin af. Derudover ligger spillestedet Viften kun 22 minutter på cykel fra Kirkebjerg. Her kan du hygge med vennerne og nyde en god koncert med kunstnere fra ind- og udland eller se stand-up med nogle af Danmarks bedste komikere.

Vallensbæk - 3 km.

20 minutters cykeltur eller bustur fra Kirkebjerg ligger Vallensbæk Station. I Vallensbæk kan du bl.a. opleve havnen, hvor der er rig mulighed for at stå på SUP-board, sejle kajak mm. Trænger kroppen til afslapning, kan du besøge strandparken, hvor du kan nyde en is med familien, eller du kan besøge Vallensbæks nye badeanstalt, Valhal, der bl.a. byder på udendørsbassin, sauna, tagterrasse, kold bruser og omklædningsrum. I 2025 får Vallensbæk desuden et stop på den nye letbane.

Albertslund - 4,5 km.

Kun et stop med toget fra Glostrup Station ligger Albertslund. Et mekka for børnefamilier med mere end 150 legepladser i alle mulige afskygninger. Om sommeren kan du efter en kort cykeltur på 22 minutter besøge Badesøen, der med sine 5.000 kvm. har alt, hvad hjertet begærer. Kig forbi i august, når der afholdes Badesøen Festival i samarbejde med det lokale spillested Forbrændingen, der udover festivalen arrangerer op til 100 koncerter om året.

Ishøj - 8,5 km.

ARKEN ligger 24 minutters cykeltur eller en kort tur med den nye letbane fra Kirkebjerg. Det er Ishøjs helt store vartegn med Skandinaviens fineste samling af samtidskunst. Efter museet kan du tage en gåtur langs den hvide strandpark og til sidst slutte dagen af i Ishøjs skjulte perle, Byhaven. En frodig grøn oase med flotte vandinstallationer. Her kan du om sommeren se koncerter og nyde tonerne i dejligt selskab med en god flaske vin.

Høje Taastrup - 8,5 km.

Høje Taastrup byder på shopping og events for hele familien i shoppingcentret City2. Ved siden af City2 finder du Copenhagen Designer Outlet med besparelser på mellem 30-70% på designer brands. Er du mere til det aktive udendørsliv findes verdens længste skaterbane lige udenfor City2, og om vinteren forvandler det unikke naturområde Hedeland sig til et vintersportsmekka. Her findes Danmarks største skibakke med bl.a. skilifter, snekanoner, kælkebakke og langrendsspor.

> Læs mere om hvad du ellers kan finde i nærheden af Kirkebjerg her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og følg med på vores Facebook-side, hvor vi deler nyheder og historier fra Kirkebjerg.